Seks danskere i skillingerne – Baronen i vanvittigt comeback
LAS VEGAS – EKSKLUSIVT FOR SLOWPLAY.DK
Boblen er sprunget. En eller anden stakkel trak nitten, og god tur hjem.
Det vigtige er, at alle danskerne lever. Mirakuløst.
For Claus Vallø – baronen – himself har været helt nede at snuse til asfalten i dag. Hans 140.000 chips, som han startede dagen med, blev vekslet til sølle 30.000 – startstacken i turneringen.
Tidligt i dag fik Claus Vallø kongerne og havnede i en perfekt situation mod en shortstack. All in mod 5-6 offsuit.
Floppet bragte en konge. Den er i hus. To klør på floppet.
Turn er en klør. Og river er en klør.
Flush til 5-6 off. Oh dear!
“Man tror jo det er løgn. Jeg var ved at brække mig. Så sidder jeg med 30.000 chips, og kan bare intet stille op. Jeg kommer så all in med QJ i spar mod es-ni. En 9’er på floppet, og jeg er nærmest ude af døren. En bonde på turn redder mig. Men der er stadig lang vej til pengene, og jeg er stadigvæk presset. Lidt senere får jeg så bønder og havner all in preflop mod es-konge i ruder. Den blanker heldigvis, og nu er jeg tilbage i 200.000,” fortæller Claus til SLOWPLAY.dk.
Det er tredje gang i træk, at Claus Vallø casher i Main Event.
Og nu har han MOMENTUM.