Seks mænd anklages for at have snydt Svenska Spel Poker for 3,8 millioner via bots

Ved at benytte sig af ‘poker-bots’ har seks mænd i løbet af et års tid snydt op imod 90.000 svenske pokerspillere for mindst 3,8 millioner svenske kroner. Sådan lyder anklagen mod seks mænd, der hovedsageligt kommer fra Stockholms-området, ifølge den svenske avis aftonbladet. To mænd er allerede varetægtsfængslet i sagen, mens en anden gik fri, da retten ikke fandt, at der var tilstrækkeligt med beviser til at holde på ham.

Anklagen går helt konkret på, at seks mænd har benyttet sig af botter på Svenske Spel Poker. Fra første januar 2012 til 15. februar i år skulle botterne have vundet mindst 3,8 millioner svenske kroner fra de svenske pokerspillere på Svenska Spel Poker. Aftonbladet skriver, at omkring 90.000 svenskere årligt spiller på det niveau, hvor botterne har huseret, men at det er uklart, hvor mange spillere, der rent faktisk har været oppe mod botterne. Aftonbladet skriver ikke specifikt, hvad det er for et niveau, der er tale om.

Mistankerne kom i første omgang på bordet i november 2012 efter tip fra andre spillere på Svenska Spel Poker. De seks mænd blev herefter politianmeldt af Svenske Spel Poker selv.

Anklagen mod de seks mænd lyder på groft bedrageri.

“Vi udelukkede spillerne fra Svenske Spel Poker efter at de havde forbrudt sig mod vores pokerregler. Vi meldte dem herefter til politiet for at teste om det, som vi mistænker dem for, er en forbrydelse. Nu må sagen gå sin gang,” siger Johan Söderkvist, presseansvarlig for Svenska Spel Poker.

Læs hele artiklen i Aftonbladet lige her