Shooting Star: 19 stjerner jagter $960.000
Jagten på ‘the shooting stars’ gik endnu engang ind i går, da Dag 1b af WPT Bay 101 Shooting Stars blev spillet. I går var der hele 27 spillere med dusør på hovedet, og 14 af dem undgik at lide døden til amatørernes ivrige rifler. Blandt dem er store navne som Allen Cunningham (billedet) og Michael Mizrachi, der begge har mange brikker at spille med, når Dag 2 påbegyndes i aften.
Der var langt flere spillere på Dag 1b end til Dag 1a, men sïdste års flotte deltagerantal på 415 nåede man altså ikke. I alt har 364 spillere valgt at lægge de $10.000, hvilket skaber en førstepræmie på $960.000. 149 spillere er stadig med i turneringen.
Af de 149 spillere har 19 stadig en $5000-dusør på hovedet. Ud over Allen Cunningham og Michael Mizrachi var flere andre stjerner også heldige nok til at undgå massakren. Bl.a. Antonio Esfandiari, Scott Seiver, David Williams og Jason Mercier er alle med, når Dag 2 skydes i gang.
Sidste års vinder Alan Sternberg kunne derimod ikke holde fast i brikkerne. Han blev sendt på railen af Max Silver, der var en af de spillere, som var meget tæt på at kunne lade sig krone som chipleader efter Dag 1b. Det blev i stedet Chris Summers, der lige er et mulehår foran den tidligere WPT-vinder Taylor von Kriegenbergh og altså Max Silver.