Shooting Star: Fem stjerner undgik kuglerne
De var 21 af de såkaldte ‘Shooting Stars’ til start på Dag 1a, og det var i den grad tydeligt, at de alle havde en dusør på hovedet. Blot fem af de startende stjerner overlevede Dag 1a ved Bay 101 Shooting Stars.
Shooting Stars er en af de mest populære turneringer på WPT-turen. Mange af de store pokernavne har en dusør på hovedet, som indløser $5000 til spilleren, der slår stjernen ud. Derudover er der en bonus på $10.000 til chipleaderne fra Dag 1a og Dag 1b.
På turneringens første dag var der én spiller, der i sandhed profiterede af reglerne. Bryce Yockey nappede først $5k for at kyle Erik Seidel på porten, og efter ti spillede levels kunne han så også hæve yderligere $10k for at slutte som Dag 1a’s chipleader. Yockey kunne proppe 245.000 i posen, da dagen blev fløjtet af.
Alt i alt var 142 spillere til start. 54 af dem er med endnu, når Dag 2 påbegyndes i morgen aften. Af de 21 Shooting Stars, der stillede til start var der altså blot fem, der overlevede. Vanessa Selbst, Jonathan Duhamel, Christian Harder, Mike Matusow Kathy Liebert var de indbringende stjerner, der overlevede starten på jagtsæsonen.
Blandt de faldne kan nævnes Phil Hellmuth, Daniel Negreanu, Joe Hachem, Erik Seidel og Yevgeniy Timoshenko.
I dag stiller yderligere 28 stjerner til start, når Dag 1b skydes i gang i aften.