Skrub i Pokermagasinet

Genopstande Pokermagasinet på dk4 er lig med episk skrub. Det er hermed bevist.

Først kørte Pokermagasinet en lang interviewserie med Mickey Petersen, og han kvitterede ved at vinde EPT København. Undervejs var han endda nede i to big blinds, og det comeback, som Mickey leverede, havde været umuligt, hvis det altså ikke var for det ekstra skrub, som han optjente i løbet af interviewserien på Pokermagasinet.

Så var der Frederik Brink – særdeles veloplagt gæst i Pokermagasinet forrige gang. Egentlig havde Frederik ved en tidligere lejlighed brændt de to værter, Steen OG og Dan Rachlin, af, og nu forstår man hvorfor. Han ville høste Pokermagasinet-skrubbet til det helt rigtige tidspunkt. Godt set, Frederik.

Og vi må heller ikke glemme Alexander ‘AlexKP’ Petersen, der vandt PLO-eventen til 300.000 kroner samme dag, som han var gæst i Pokermagasinet.

Og så er der jo Theo, der også har gæstet Pokermagasinet et par gange. Men ok, ingen regel uden undtagelse. Og Theo skal jo nok vinde noget på et eller andet tidspunkt igen.

Pokermagasinet bør fra nu af ikke længere behøve at kontakte de danske topspillere for at få dem i studiet. I stedet bør de overveje at hyre en kompetent dørmand med et jakkesæt i størrelse familietelt til at afvise størstedelen af de trippende danske topchefer ved døren. For der bør blive run på dk4-studiet nu.

Stil op i Pokermagasinet og vind en kæmpe turnering snart efter! Fedt koncept!

Det kan være Gus Hansen bør overveje at lægge vejen forbi Pokermagasinet – asap! Derefter bør det blive en smal sag at få has på WPT-titel nummer fire.

Er du stadigvæk ikke overbevist?

Så lad os da skyde det sidste bevis-søm i tvivls-kisten:

Jeg har selv har været gæst i Pokermagasinet et par gange, og det er der kommet en sund og rask søn ud af.

Støt Pokermagasinet – mens tid er

Jeg er stor fan af Pokermagasinet. Jeg synes, at værterne gør det fremragende, og jeg kan rigtigt godt lide dem begge to.

Jeg er ikke sikker på, at de er ok med, at jeg deler følgende oplysning, men det ville ikke være første gang, jeg taler over mig, og det plejer at ende nogenlunde fornuftigt alligevel.

Jeg ved, at Dan og Steen ikke har tjent en bøjet fem-øre på at lave Pokermagasinet. Tværtimod – de har ganske enkelt punget ud af egen lomme for at gøre Pokermagasinet til en realitet. De laver programmet, fordi de brænder for det, og fordi de nyder det, og det tager jeg hatten af for.

Jeg under dem alt mulig succes, og jeg vil gerne opfordre alle til at se programmerne på dk4. Støt programmet – den eneste danske pokerprogram i farvefjernsynet – mens tid er. Gode seertal er så vigtigt for Pokermagasinet, og magasinet fortjener sgu gode tal. Der er altid garanti for veloplagte værter, gæsterne er gode, og det hele er i farver. Hver gang.

What’s not to like?

Og nu uddeler de endda million-skrub med løs hånd. Hvor gavmild kan man egentlig være?

GG, Pokermagasinet. Ønsker jer alt det bedste!