Slowplays konkurrencevinder missede DM-billetten
Brian Jensen vandt Slowplays konkurrence om en plads i 2.500 kroners satellitten til DM i No Limit Hold’em 2011. Men desværre for Brian blev det ikke til en plads i DM-finalen i denne omgang. Brian røg ud efter cirka tre og en halv times spil, og sluttede som 66 ud af 116 startende.
“Det var en super oplevelse, og det var nogle rigtig gode spillere, der spillede med i turneringen. Men efter nogle timer var det godt nok nogle hårde blinds-stigninger – stort set alle spillerne havde følgende muligheder: Fold eller skub,” siger Brian Jensen, der så sit spot med to 3’ere på hånden.
“Efter første pause sad jeg med 9.775 chips, men jeg blev efterhånden blinded ned i cirka 5.000 chips. Jeg skulle smide en big blind på 1.200 næste gang, og da jeg vågnede op med to 3’ere på hånden, vurderede jeg, at det var en god mulighed for mig. Det ender med, at to spillere kalder – en med to damer og en med es-konge. Jeg får faktisk et openended straightdraw på turn, men rammer ikke, og det var så det,” forklarer Brian, der alt i alt var tilfreds med sit spil.
“Ja, det synes jeg. Der er som sagt ikke så mange muligheder for at spille poker efter nogle timer, for blinds stiger både hurtigt og voldsomt. Der skal ikke så meget til, før det går den ene eller den anden vej. Hvis jeg vinder den sidste hånd sidder jeg med ca. 18.000 på et tidspunkt, hvor average er cirka 15.000, så det er jo ærgerligt. Men det var en rigtig god oplevelse, og jeg må sige, at der var mange gode spillere med i turneringen. Det var sjovt at prøve,” siger Brian.
Slowplay.dk har flere konkurrencer i støbeskeen allerede nu, så det kan være, at Brian en dag i fremtiden får chancen for at tage revanche.