Sommerville indgår samarbejde med Twitch

PokerStars signede i slutningen af februar måned Jason Sommerville, og braceletvinderen valgte straks at fejre sin indlemmelse i staben hos verdens største pokersite med en stort anlagt Twitch-kampagne, hvor han lovede at livestreame i 70 dage i træk, men rent faktisk endte med at fortsætte, så det endelige antal dage kom til at lyde på 78.

Nu vil Sommerville så kaste sig ud i et lignende projekt, hvilket ikke mindst skyldes, at han har indgået et samarbejde med Twitch.

“very excited to have signed a new 2-year partnership with Twitch! daily #runitup streams set to return August 16th! set your watches accordingly,” skriver han således på sin Facebook-profil.

Uden af kende de økonomiske detaljer i samarbejdet imellem Twitch og Sommerville, så er der ingen tvivl om, at det sociale medie for noget for sine penge.

Da Jason Sommerville kørte sin 78 dages kampagne i foråret livestreamede han i mere end 500 timer, hvilket resulterede i over 3 millioner unikke seere, og en total på i alt 7.2 millioner seere.

Læg dertil, at han har over 100.000 followers på det sociale medie.

En del af Jason Sommervilles store succes skyldes hans evne til at forklare kompliceret strategi på en måde, så alle kan forstå det.