Stærk dansk kvintet til start på Dag 1b

EPT Sanremo 2014 er sat i gang, og vi har i øjeblikket fået de første 130 spillere ind i lokalet, hvor første level i skrivende stund er i gang. Blandt de startende har vi fem topskrappe danskere – eller rettere sagt vil det blive til fem, så snart den sidste viking har fundet vej gennem den italienske middelhavsby.

På plads ved bordene har vi allerede Simon Ravnsbæk, Henrik Hecklen, Jannick Wrang, Rasmus Agerskov, mens Frederik Brink åbenbart lige skal have hældt lidt diesel på tanken, før også han kan tilslutte sig den mere end almindeligt skrappe danske kvartet.

Som altid kan der gemme sig en dansker eller to på et af de mange borde, men hvis de er der, har vi endnu ikke fået øje på dem. Den nuværende danske delegation på Dag 1a bør dog også være rigeligt, da de alle må siges at tilhøre den absolutte eliten i den hjemlige andedam.

Mulighederne for en god dansk dag, bør så absolut være tilstede. I hvert fald fortæller både Simon Ravnsbæk og Rasmus Agerskov, at deres startborde så absolut kunne være værre. Sidstnævnte beretter i øvrigt, at han i går røg blot fem mand inden pengene i den €2.000 IPT Highroller – mon ikke danmarksmesteren har gemt skrubbet til EPT Main Event.

Læs også: Agerskov og Wrang faldt i stor highroller

EPT Sanremo er traditionelt et af de populære stop på European Poker Tour, og den præmiepulje, som i øjeblikket står og tikker på €580.000 skulle meget gerne mangedobles i løbet af de kommende to dage. Som altid vælter det ind med kendte pokeransigter, men det ser dog ud som om, at mange af de helt store profiler enten late-regger eller spiller i morgen.