Stenrig kunsthandler idømt et års fængsel for rolle i stor gamblingsag
Den stenrige kunsthandler og jetsetter Hillel Nahmad fra Manhatten blev i går idømt et år og én dags fængsel for sin rolle i en stor gambling sag, der involverer den russiske mafia og unavngivne poker pro’er.
Hillel Nahmad har andel i et familieejet kunstgalleri som ejer mere end 300 originale Picasso malerier og iflg. Forbes er god for $900 mio. Han er kendt for at hænge ud med de kendte, og er ofte set i selskab med kendisser som Leonardo DiCaprio (se artikelfoto).
Nahmad lever en livsstil som mange sikkert misunder ham, men nu koster grådighed og dumhed imidlertid den stenrige kunsthandler et ufrivilligt ophold på Hotel Tremmely. I retten bedyrede Nahmad da også, at han var ked af sine handlinger.
“Min familie er en privat familie og jeg har vanæret den. Jeg vil aldrig tilgive mig selv for hvad jeg har gjort”, sagde den 35-årige Nahmad, som også forklarede dommeren, at han var flov over at have ladet sine livslange spillevaner krydse grænsen til det ulovlige.
Nahmad erklærede sig sidste år skyldig i sigtelser som gik på, at han bl.a. havde hjulpet med at køre en ulovlig bookmaker-forretning, som blev afsløret i forbindelse med en efterforskning mod den russisk-amerikanske mafia.
Nahmad var én blandt mere end 30 mennesker som blev sigtet for at forsøge at hvidvaske mindst $100 mio. gennem hundredevis af bankkonti og stråselskaber på Cypern og i USA.
Gambling-ringen servicerede primært super rige gamblere i Rusland, men havde også fangarme ude i New York City, hvor man organiserede ulovlige private highstakes poker spil, som tiltrak professionelle sportsfolk, filmstjerner og succesfulde forretningsmænd. Nogle af de tiltalte i sagen er professionelle pokerspillere.
“Vi blanker denne fyr af for en million dollars”
Nahmads forsvarsadvokat beskrev Nahmad som en bredt respekteret kunsthandler og “uforbederlig gambler”, som lavede den fejl at blive involveret med professionelle, som udnyttede ham for at dække massive tab.
“Han er en god person, og han nossede i det, men han er værd at redde”, sagde Nahmads advokat Benjamin Brafman.
Dommeren lagde dog vægt på en telefonaflytning som afslørede, at Nahmad ikke bare var “den rige dreng som blev udnyttet”.
I en samtale som myndighederne lyttede med på, diskuterede Nahmad at booke bets fra en person som lige var kommet ud af en afvænningsklinik.
“Vi blanker denne fyr af for en million dollars. Hans far er en multimillionær”, sagde Nahmad til sine kumpaner i telefonen.
Blame it on The Knicks

Her ses Hillel Nahmad i selskab med bl.a. Spike Lee og sin advokat Benjamin Brafman under en New York Knicks kamp i 2013. (Foto: New York Post)
Dommeren stillede også spørgsmålstegn ved et foto som blev bragt i New York Post kort efter Nahmad blev arresteret og sigtet.
Nahmad havde nemlig forklaret, at han blev afhængig af gambling ved at bette på basketholdet New York Knicks, da han blot var 14 år gammel.
Men kun få uger efter at være blevet sigtet, kunne læserne af New York post se et billede af Nahmad iført en Bicycle Playing Cards kasket med et spillekort som frontmotiv – i selskab med sin advokat – under en New York Knicks kamp. Anklagerne hævdede, at Nahmad ikke tog sagen alvorligt.
Brafman tog sin klient i forsvar og forklarede, at han blot havde forsøgt at opmuntre Nahmad ved at tage ham med til en basketball-kamp, og at Nahmad havde grebet en tilfældig kasket på vejen ud af døren for at skjule sin identitet.
“Det var sådan det åndssvage foto dukkede op… giv mig skylden”, sagde Brafman.
Anklagerne fik medhold i, at udover at hvidvaske et større to-cifret million beløb i dollars, havde Nahmad også begået bedrageri ved at sælge et stykke kunst for $300.000 som var mindst $50.000 mindre værd. Han blev tvunget til at aflevere maleriet til regeringen som en del af et $6.4 mio. erstatningskrav.
Indtil videre har 28 personer erklæret sig skyldig i sagen. En anden af de sigtede i sagen er allerede idømt fem års fængsel for sin rolle i den omfattende gambling sag.