Stjal 100 tons kobber og gamblede det op
En 45-årig amerikansk mand fra delstaten Pennsylvania står anklaget for at have stjålet mere end 100 tons kobber fra sin arbejdsplads over 10 år. Alt sammen for at finansiere sin ludomani. Det skriver Philly.com.
Ifølge anklageskriftet skulle manden have stjålet kobberledning fra sin arbejdsgiver – elektronikvirksomheden Wescott Electric – i en periode fra 2003 til 2013. De enorme mængder kobberledning, der til sammen anslåes at have en værdi af omkring $730.000, skulle den 45-årige have videresolgt til et nærliggende genbrugscenter, der formodentlig har købt kobbet til spotpris.
Den 45-årige har indrømmet tyveriet, men fortæller også, at han har brugt pengene på sin gambling-afhængighed. Blandt andet skulle de mange penge være spillet op på henholdsvis blackjack og slot-machines på Harrah’s casinoet i Philadelphia, men også sportsbetting og skrabelodder har kostet den 45-årige dyrt.
Sagen forventes behandlet i næste måned, og den 45-årige står tiltalt for i alt 14 forhold. Hvert eneste forhold kan give op mod syv års fængsel.