TCOOP på trapperne: Jaroslav Tjepan går efter guldet
PokerStars’ voldsomt populære turneringsserie Turbo Championship of Online Poker (TCOOP) er lige på trapperne, for i dagene fra d. 23 januar – d. 2 februar afvikler PokerStars i alt 50 TCOOP events, hvor der i alt er garanteret $15 millioner i præmiepuljerne.
Sidste år gik danske Jaroslav Tjepan fuldstændigt turbo-amok og sikrede sig førstepladsen på det lukrative TCOOP leaderboard – en førsteplads som kastede en $16.500 PokerStars Caribbean Adventure pakke af sig.
Førstepladsen kom – så at sige – i hus i sidste spillerunde, hvor Tjepan på forhånd blot var ét cash fra at sikre sig titlen. Han lukkede og slukkede festen med en flot 12. plads i $2100 Highroller eventet, hvilket samtidig sikrede Tjepan – og sin backer AlexKP – $20.800.
Læs: Hep hep, Tjep! Tjepan vinder TCOOP leaderboardet
Læs også: Turbo-Tjepan: – Jeg er sgu stadig lidt fuld
Tilbage i Stald Alex
Med blot få dage til starten igen går i TCOOP har “Turbo Tjepan” så småt smurt maskineriet og er klar til at give den fuld gas, fortæller han til PNN.dk.
“Jeg er klar til at forsøge at genvinde titlen. Jeg regner helt bestemt med, at jeg skal spille alle events”, siger Tjepan og åbner samtidigt døren på klem for, at mulige investorer kan tjene en skilling på ham igen i år – præcist som AlexKP gjorde i fjor.
“Jeg har ikke solgt noget endnu, men det gør jeg nok før TCOOP starter. Jeg er tilbage under Alexanders PLO stake efter en pause, men jeg har ikke snakket med ham om TCOOP endnu”, siger Tjepan og afslører dermed samtidig, at han igen er tilbage i AlexKPs staking-stald efter en længere pause, hvor han har spillet uden backer.
Til PNN.dk fortæller Tjepan, at den afbrudte staking-aftale med AlexKP ikke skyldtes utilfredshed i nogle af lejrene, men derimod at AlexKP ville bruge mere tid på sit eget spil, fremfor at coache andre.
“Stakingen har jo været på standby siden jeg kom hjem fra Vegas i sommers. Som jeg kunne forstå på KP dengang, så ville han hellere bruge tid på sit eget game, fremfor at coache andre og det er jo helt fair. Så jeg sagde til ham, at så snart han fandt tid og lyst til at lære mig mere, skulle han bare sige til. Og det har han så gjort nu”, siger Tjepan.
Det kan også hurtigt vise sig at være knaldgod timing fra Alexander Petersens side, for Tjepan er nemlig småvarm i øjeblikket. Det er ikke mange uger siden, at Tjepan slog til på Casino Munkebjerg, hvor han tog sig af sejren i den populære juleturnering, hvilket indbragte ham 168.800 kroner.
Læs også: Jaroslav Tjepan vandt juletour på Casino Munkebjerg
Spændende TCOOP 2014 program
Denne omgang TCOOP på PokerStars byder på masser af interessante event, blandt andet et $700 NLHE Main Event med $2 mio. GTD samt et $2100 High Roller event med $1 mio. GTD.
Seriens billigste event er i denne omgang TCOOP-32: $7.50+R NL Hold’em [3x-turbo] $400k GTD. Der kører selvfølgelig masser af satellitter til alle de store TCOOP events nu på PokerStars, så der er masser af tid til at kvalle til de store events, hvis bankrollen ikke helt er til et direkte buy-in.