Theo: Cashgame-video får ikke mit pis i kog

En video fra Badens store PLO cashgame er i dag dukket op på diverse medier, og den slags videoer er et markant brud på normal etikette, der foreskriver, at kasinoernes cashgames er en privat sag. Videoens hovedperson hedder Theo Jørgensen, og han lagde faktisk godt mærke til, at han blev filmet.

“Jeg så godt ham gutten med iPad’en. Jeg formodede faktisk, at han optog,” siger Theo Jørgensen til Slowplay.dk.

Vi har valgt ikke at bringe videoen – ikke fordi vi er højt hævet over den slags, for det er vi på ingen måde – men en dansker, der er blevet filmet i et cashgame – uden samtykke – er sgu dårlig stil. Det kan vi ikke støtte. Hvis vi selv lavede det nummer på for eksempel Casino Copenhagen, var det slut med at dække store turneringer derfra – vi ville ganske enkelt ryge i den sorte bog.

Men Theo selv tager det optagelsen helt stille og roligt.

“Der bør selvfølgelig ikke blive optaget fra cashgames med mindre at folk har givet lov til det. Og jeg er da ikke voldsomt begejstret for det, men omvendt er det heller ikke noget, der får mit pis i kog,” siger Theo, og fortsætter:

“På den anden side forbryder jeg mig jo selv lidt mod den normale etikette ved at lægge billeder op fra selv samme cashgame af nogle chips og en pive stiv Ilari,” griner Theo, der snart retter kursen mod Master Classics of Poker i Amsterdam og flere store cashgames.