Theo klar til Amsterdam – Baden gik ”ikke dårligt”
Theo Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han ser Baden og Amsterdam som de to bedste stoppesteder, når det drejer sig om cashgame. Baden er netop nu overstået, og nu går turen så til Amsterdam, hvor der i disse dages spilles Master Classics of Poker – en turnering man dog ikke ser Theo stille op i.
”Ligesom de seks foregående år, så tager jeg kun til Amsterdam for at spille cashgame,” siger han til Slowplay.dk.
Martin Vallø synes lidt bekymret for, hvordan det er gået dig i Baden. Han siger det bliver en meget tung uge, hvis du har tabt en masse i Østrig. Hvordan gik det?
”Jeg kan godt afsløre så meget, at det ikke gik dårligt.”
Theo Jørgensen fortæller videre, at både Martin Vallø og Mads Andersen allerede har indfundet sig i det hollandske, og så kommer der ellers en lille anekdote om cashgamet i Amsterdam.
”Jeg sad i et blodigt sæde 2 og havde tabt en masse penge de første dage. Mads Andersen kommer så og stiller sig bag sæde 1 og siger, nu kan han simpelthen ikke klare mere, efter at have gået rundt i tre dage og hørt på klynk fra Martin Vallø.”
”Der går så et stykke tid og så kommer Martin Vallø ind i cashgame-rummet og siger, at nu må det være slut, for hans nerver kan slet ikke klare mere af alt det klynkeri fra Mads Andersen, der har stået på i de seneste tre dage. Hvis det ikke var fordi jeg skyldte min førstefødte væk på det tidspunkt, så havde jeg rullet rundt på gulvet af grin. Aktuelt, så syntes jeg ikke det var pissesjovt.”