Theo tager en for holdet: På stenhårdt arbejde i Atlanta

Theo Jørgensen – dansk globetrotter, do good’er, filantrop og pokerspiller.

Ok, det kan godt være, at han bliver træt som et plejehjem, når han bare tænker på at trække i plæneklipperens startstnor, men det er der ikke noget at sige til. For den mand arbejder stenhårdt.

Tidligere i år var han i hullet online og inde i en lang resultattørke på turneringsfronten. Han overlevede med nød og næppe for heldigvis er det jo sådan, at Theo Jørgensen vinder 8 ud af 10 highstakes Pot-Limit Omaha live cashgame-hænder. I dag er han så oppe med $350.000 for året online, og andenpladsen i WPT Paris gav ham små to millioner kroner til at putte ned i de bukselommer, der er blevet skræddersyet til at være omtrent lige så dybe som et bundløst hul. 2012 ligner lige pludselig (endnu) et meget profitabelt år for Jørgensen, der i sandhed også pukler som en trækhest.

Læs også: Stresset Theo må droppe WSOPE: – Nogen skal jo trække læsset!

Og nu er han så i gang igen – på stenhårdt arbejde. Det fortalte han pnn.dk for nogle dage siden:

“Jeg har desværre en hård arbejdsuge med golf i Atlanta, hvor jeg skal passe på Stuer (Thomas Stuer-Lauridsen red.) og Morten A. (Legendarisk NFL-kicker red.) Life’s a bitch, men nogen skal jo trække læsset.”

Dommer i vægtvæddemål

Og nu er han der så – i Atlanta hvor nogle af verdens bedste golfbaner nervøst lægger græs til hans udfoldelser. Men Theo er der ikke for sin egen skyld – han er der for vennerne Morten Andersen, Thomas Stuer-Lauridsen og John ‘Faxe’ Jensens skyld. Faktisk kan man argumentere for, at Theo er taget af sted for vores alle sammens skyld, men lad nu det ligge.

Denne bane er bare en af de eksklusive golfbaner, som du kan finde i Atlanta og omegn.

Læs også: Theo: Uffe skreg angstens skrig

I Atlanta har Theo Jørgensen så den vigtige opgave at være dommer i et vægtvæddemål mellem tidligere NFL-kicker Morten Andersen og tidligere badmintonstjerne Thomas Stuer-Laudridsen. Væddemålet blev indgået for et år siden, hvor både Thomas Stuer og Morten Andersen optrådte med stor værdighed.

“Så stod der to mænd i omklædningsrummet på en af de fedeste golfbaner i Atlanta, og begge overfaldt vandbeholderen for at tage så meget på som muligt lige før de skulle vejes. Da Stuer så fandt ud af, at Morten skulle vejes med underbukser, og han derfor var ved at blive snydt for 20 gram, var han ved at gå ud af hans gode skind. Han løber derfor ind for at hente sine egne underbukser, for han skal satme ikke vejes uden, når Morten nu ‘snyder’ i underbukser,” fortæller Theo Jørgensen.

SLOWPLAYs kilder fortæller i øvrigt, at Thomas Stuer slet, slet ikke har smidt de nødvendige kilo, men vi må vente at se.

Indtil da er det vist på plads at takke Jørgensen for hans store indsats.

Tak, Theo.

Faxe og Theo vandt tilsyneladende en af de første matcher over Morten Andersen og Thomas Stuer-Laudridsen, hvilket har fået Theo til at poste ovenstående billede og skrive følgende tekst:

“Da Stuer og Morten A. tabte til to dværge.”

Bemærk i øvrigt hvordan Theo tappert mønstrer et stort, bredt smil, selv om han helt bogstaveligt er slidt ned til sokkeholderne.