Theo uddeler dobbelte bad beats
Turneringer er, hvad de er, men cashgames – Pot-Limit Omaha-cashgames – se, dét er straks en helt anden snak. PLO-pengespil har alle dage været Theo Jørgensens paradedisciplin – som Frederik Hostrup formulerede det til Slowplay.dk tilbage i september måned:
“Før, der var noget, der hed online-poker, vandt Theo stadig 8 ud af 10 potter, når vi spillede Omaha. Ingen vidste rigtigt, hvordan han gjorde det. Sådan var det bare.”
Selv Mads Andersen – Theos ven og ærkefjende på en og samme tid – har tidligere givet udtryk for noget, der kunne minde lidt om ros i forhold til Jørgensens PLO-evner:
“Han kan overhovedet ikke regne, ved du godt det? Men han kan regne den ud!”
Lose it twice
Nu er der så gang i pengespillet i Prag, og efter alt at dømme har Theo opjusteret fra ungdommens noget pauvre 8 ud af 10 potter til noget, der ligner 10 ud af 10.
“Efter 12 timers cashgame er jeg færdig. Eller måske jeg bare tager en spisepause. Jeg tror ikke, at jeg tabte en pot, men så igen – det kan ske, at der var en enkelt, der smuttede fra mig. Og jeg har mildt sagt ikke ligefrem været uheldig,” fortæller Theo fra Prag på sin facebook-profil.
Modstanderne har prøvet at minimere Theos held ved at ‘run it twice’. Men den slags hurlumhej har naturligvis været forgæves.
“De prøvede med ‘run it twice’ for at undgå mit held. Det betød dog bare, at de blev badbeatet to gange i stedet for en enkelt.”