Thor Hansen del 1: Stuey havde et stort hjerte

Thor Hansen har fået konstateret kræft, og han siger selv, at sygdommen er uhelbredelig. Thor Hansen – manden, der altid har haft et jernhelbred.

I 2007 lavede jeg et stort interview med Thor Hansen. I næsten to timer (jeg kan huske hvor længe det varede, fordi mit kassettebånd på 2 x 45 minutter løb ud undervejs) talte vi om fortid, nutid, fremtid og meget, meget mere. Interviewet blev starten på et venskab.

Der er nok mange danskere, der ikke kender historien om Thor Hansen. Det vil jeg gerne give dem muligheden for. Det er en fantastisk historie – intet mindre. Jeg vil gerne hylde Thors liv og person med en artikelserie her på pnn.dk. Jeg ønsker dig alt det bedste, Thor.

Nu går vi tilbage i tiden – tilbage til 2007, hvor jeg interviewer Thor Hansen på en Starbucks i Las Vegas. Og Thor tager os endnu længere tilbage. Tilbage til dengang, hvor han var bedste venner med legenden over dem alle, Stu Ungar – tredobbelt verdensmester og den bedste gin rummy-spiller, der nogensinde har eksisteret.

Stu Ungar døde i 1998 – i de fleste beretninger døde han fattig og alene. Men det passer ikke helt, for han havde i hvert fald en god ven tilbage: Thor Hansen.

“Jeg tror, at jeg var den sidste, der så ham. I hvert fald hvad jeg ved af. Jeg kom med nogle gambling-tickets til ham om lørdagen, så han kunne se fodbold om søndagen. Det elskede han. Han havde det rigtigt skidt. Og det var så også dagen efter, at han døde.”

Stuey var en bombe af følelser

Thor Hansen griner mange gange, mens han fortæller om sin gode ven. Mange af de situationer, som han fortæller om, er stadigvæk krystalklare for ham. Når historien bliver mere trist, forsvinder både smil og grin. Og Thors stemme finder sig til rette i et lavere toneleje.

“Stuey var et geni. Han havde en fotografisk hukommelse som ingen andre. Han kunne huske seks decks udenad. Jeg kunne på en god dag huske tre. Jeg var på mange måder halvt så god, som han var, og det siger vel ikke så lidt. Vi havde mange af de samme egenskaber, og vi elskede jo at tage på væddeløbsbanen, spille på sport og feste sammen. Han var en unik person,” fortæller Thor.

En af de ting, som alle, der kender til historien om Stu Ungar, ved, er, at han kunne være direkte brutal over for både modstandere og dealere. Han kunne råbe og skrige og sågar spytte på dem. Historierne er sande, men Thor fortæller noget, som næsten ingen ved:

“Ja, det er rigtigt, at han overfusede dealere og modstandere. Det ved alle. Men det, som næsten ingen ved, er, at det virkelig nagede ham, når han havde opført sig sådan. Han ønskede brændende at gøre det godt igen, så ofte ville han vente på dealeren eller måske endda opsøge ham for at give ham et par hundrede dollars og en undskyldning. Sådan var han. Han havde et godt hjerte. Det var følelser det hele – han var en bombe af følelser.”

Stu Ungar – verdensmester anno 1980. Den store herre til venstre er Doyle Brunson, der tabte til ‘The Kid’ heads up.

Den sidste bedrift

Thor husker tydeligt Stu Ungars sidste bedrift som en enestående kortspiller.

“Han ringede en dag og spurgte mig, om han ikke kunne låne nogle penge, men jeg vidste jo, at han ville bruge dem på stoffer. Jeg sagde derfor til ham, at jeg ikke rigtigt havde noget at give af. Jeg ville jo ikke finansiere hans misbrug. Men jeg sagde så til ham, at jeg havde fundet nogle rigtig gode spil her i Californien, og hvis han ville komme og spille, så var det selvfølgelig en anden sag. Han kom, og han lånte $5.000 af mig til at spille for, og da vi var færdige, havde han slået mine $5.000 op i $200.000. På vej hjem faldt han om på gaden. Han brækkede sig i stride strømme. Jeg samlede ham op sådan her,” siger Thor, og viser, hvordan han med et enarms-snuptag samlede sig gode ven op fra gaden.

“Det gjorde mig meget trist at se ham se sådan, og det var derfor heller ikke den store overraskelse, at hans liv ikke varede særligt meget længere.”

Stu Ungar blev verdensmester igen i 1997. Året efter var det slut.