To finaleborde til Jannick Wrang: – Kunstigt åndedræt
Jannick Wrang spillede sig sent i nat på ikke bare ét men to finaleborde i WCOOP-serien. I begge tilfælde var der tale om 2nd Chance-turneringer, hvilket betød, at der ikke var tale om præmieudbetalinger i den helt tunge ende.
I WCOOP 2nd Chance #58 ($530 FL Hold’em) deltog kun 55 spillere, hvorfor Wrangs femteplads kun gav $2.062, mens der var lidt mere til udbetaling i 2nd Chance #57 ($320 NL Hold’em), hvor en ottendeplads kastede $7.310 af sig.
Den samlede gevinst på $9.372 er naturligvis mange penge for en almindelig lønmodtager, men i WCOOP-sammenhæng er der tale om peanuts for forude venter både den $10.800 dyre 8 Game-turnering og Main Event, der koster $5.200. Det lader Jannick Wrang også forstå på sin facebook-profil, hvor han skriver:
“5er og 8er i 2 stk. 2nd chances. Kunstigt åndedræt til stars-kontoen før de 2 store turs på søndag.”