Tømmermandsramt Tjepan: Jeg sagde ikke nej til den 9. Guinness
Jaroslav Tjepan har fejret et par store triumfer det seneste års tid. Tidligt i 2013 kunne han lade sig krone som vinder af TCOOP-leaderboardet efter et fantastisk turbomesterskab, hvor Tjepan altså var bedst af alle. For bare nogle få måneder siden blev det til sejr i Casino Munkebjergs store juleturnering, der kastede 168.800 kroner af sig.
Læs også: Lars Krogh stadig i front med Tjepan i hælene
Nu er den så gal igen, da Tjepan i dag skal forsøge at smaske sig selv ind på finalebordet ved European Deepstack Poker Championship i Dublin, hvor der inden Dag 3 resterer 29 mand i turneringen. Tjepan har – og det er ikke første gang i karrieren – haft hovedet solidt nede i et fadølsanker aftenen inden slaget, og den slags sætter naturligvis sine spor.
“Jeg er pas lige nu! Jeg sagde vidst ikke nej til den 9. Guinness og heller ikke til de næste. Jeg må se, om jeg ikke kan dopes med noget kaffe og ellers bare pakke mig ind i en trøje og så afsted,” fortæller Tjepan, da vi fanger ham et par timer inden Dag 3’s begyndelse.
Læs også: Turbo-Tjepan: – Er sgu stadig lidt fuld!
Mange pokerspillere har prøvet kræfter med den fornemme disciplin; tømmermandspoker. Nogle er dog bedre til det end andre, og Tjepan mener da også selv, at den ged kan han snildt barbere.
“Det påvirker ikke mit spil. Den eneste ulempe er, at jeg risikerer ikke at møde op til turneringen. Nu er jeg heldigvis stået op, så der er ikke mere at frygte,” griner Tjepan.
Dag 3 af European Deepstack Poker Championship skydes i gang kl. 13.00 dansk tid, hvor de 29 resterende spillere, skal forsøge at kæmpe sig på finalebordet. Udover Jaroslav Tjepan har vi også Lars Krogh med i feltet, hvor begge danskere ligger glimrende til på henholdsvis en femte- og en førsteplads over de største chipstacks. Tjepan fortæller gerne, at der skulle være gode muligheder for et irsk ‘klonk’.
“Det er et fantastisk felt. Det skulle rigtigt gerne kunne lade sig gøre at hive nogle skillinger med hjem,” forklarer Tjepan, der – som var det en selvfølge – har sat næsen op efter mere ‘tømmermandspoker’ i morgen, hvis det skulle lykkes at ramme finalebordet.
“Ja, klart! Det er super liret at gå i byen i Irland, og så er det jo også lørdag,” fortæller Tjepan, inden han haster afsted mod casinoet.
Herfra skal der blot lyde et stort ‘held og lykke’ til både Lars Krogh og vores farverige Turbo-champ.
Du kan følge livestream fra Irland fra kl. 13.00 lige her: Dublin Livestream