Tony G revser FullFlush: En forkælet møgunge
Tony G er ude efter Luke ‘FullFlush’ Schwartz i en dugfrisk blog, og bulderbassen Tony G holder ikke ligefrem igen – han har for alvor set sig gal på Luke Schwartz.
“Da han (Luke Schwartz, red.) først kom frem, syntes jeg, at han var et forfriskende indslag. Men hans opførsel under PartyPoker.com Premier League Mixed Game Championship har fået mig på andre tanker. Er han i virkeligheden ikke bare en lille forkælet møgunge, der spiller alt for meget på ‘the street angle’? Ville han ikke være væk, væk, væk uden sine backers? Jeg kan forstå, at hans forældre begge er akademikere, og at han aldrig har skullet arbejde for noget som helst. Det minder mig om en historie om en amerikansk rapper, der skrev om hans tid på gaden, men det blev senere afsløret, at han var vokset op i The Hamptons (berømt velhaverkvarter i New York, red.),” skriver Tony G, der jo altid selv opfører sig fuldstændigt eksemplarisk.
LÆS OGSÅ: Tony G til WSOPE-dealer: Hvordan kan du være så dum?
Tony G overvejer at tage et smut forbi Prag, men han afviser at udfordre Dan ‘Jungleman’ Cates.
“Der er ikke nok incitament i det for mig, men jeg håber, at en anden vil tackle ham. Jeg synes dog, at det er et godt initiativ, som Jungleman er kommet med. Poker har brug for noget spænding og at der sker noget, der er værd at tale om. Hvis det falder til jorden, så fair nok, men han prøver da i det mindste at skabe noget. Lad os få noget skæg og spænding tilbage i spillet!,” skriver Tony G.