Trio sigtet for rovmord på den 56-årige pokerspiller Mehmet Hassan

En trio sidder nu varetægtsfængslet for mordet på en britisk pokerspiller og gambler i sidste uge. De kan blive løsladt mod kaution i de kommende dage.

Det britiske pokersamfundet blev rystet i sidste uge, da nyheden om drabet på Mehmet Hassan  – en velkendt pokerspiller, notorisk gamblier og far til tre – slap ud.

Læs også: Pokerspiller tævet til døde

Mehmet Hassan blev tævet ihjel i sin egen lejlighed i en alder af bare 56 år, og nu er tre personer sigtet for rovmord på den vellidte pokerspiller.

To mænd og en ung kvinde blev i går fremstillet og sigtet ved Highbury Magistrate’s Court for mordet som myndighederne mener blev resultatet af et nøje planlagt hjemmerøveri.

Der er tale om Nicholas Chandler (28), Leonie Granger (24) og Kyrran Jackson (27). Trioen blev fængslet natten over og skal i løbet af de kommende dage for retten med henblik på at få fastslået kaution. Fire andre mistænkte som blev arresteret efter drabet er løsladt mod kaution indtil juni.

Samme aften som Mehmet Hassen på tragisk og voldsom vis mistede livet, havde han været på Mayfair Casino for at spille poker, og havde vundet i omegnen af £3000. Derefter forlod han angiveligt casinoet i selskab med en ung kvinde – som politiet mener at kunne bevise var Leonie Granger – og senere blev han så fundet død i sin lejlighed – bagbundet og tævet ihjel.

Leonie Granger er mistænkt for at lokke Hassan tilbage til sin egen lejlighed, hvor han blev bagbundet, tævet og efterladt til at dø.

Ifølge de første meldinger i sagen forlyder det, at Hassen foruden de £3000 han havde vundet tidligere på aftenen, også havde omkring £20.000 liggende i kontaner i sin lejlighed. Politiet arbejder stadig på at finde ud af, hvad der præcist blev stjålet og redegøre for Hassans aktiviteter den pågældende aften.

“Han var en vidunderlig, varm mand – den originale elskværdige gavtyv – og han ville gamble på hvad som helst. Han var altid parat til at sætte det hele i spil og skyde efter stjernerne. Han var en ekstraordinær mand, som kunne lave en ti’er om til hundrede tusinde pund og tabe det hele lige så hurtigt”, sagde den professionelle pokerspiller Ross Boatman om Mehmet Hassan.

Artikelfoto: Mehmet Hassan