Tulkaz dropper WSOP: Vinder 115.000 i London
“Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, lyder det gamle ordsprog, og i Jonas “Tulkaz” Klausens tilfælde må det siges at være lige i skabet.
Den danske turneringsspecialist har flere gange været i Vegas under WSOP, og sikrede sig blandt andet karrierens største cash i 2009, da han blev 2’er i et $1.500-event til mere end 1,75 millioner kroner. I år skulle det imidlertid ikke være, men hvad gør det for den London-bosatte dansker, når man så går hen og vinder London Poker Championship Main Event på casinoet The Grosvenor Victoria Casino.
Turneringsserien startede allerede i mandags, mens det første indledende heat af den £330 dyre main event startede fredag. Jonas Klausen stillede først til start ved lørdagens flight 1B, hvor han formåede at spille sin start stack på 20.000 op i 171.000.
Og Tulkaz formåede at konvertere det flotte forarbejde på eksemplarisk vis. Lige godt otte timer tog det udlandsdanskeren at spille sig øverst på podiet ved søndagens finale, og for det kan Klausen stikke lige under £12.500 i lommen – svarende til cirka 115.000 gode danske kroner.
“Sluttede på toppen i LPC (London Poker Championship) main event. “God” måde at fejre på, man ikke er i Vegas”, skrev Tulkaz på sin twitterprofil kort efter sejren.