Tysk pokerpro vinder sit andet bracelet på to uger

George Danzer virker fuldkommen ustoppelig. For mindre end to uger siden vandt tyskeren sit aller første WSOP-bracelet nogensinde i den $10.000 dyre Razz-turnering, og i nat sikrede han sig så sit andet armbånd, efter at have sat flere superstjerner til vægs i event #38 – $10.000 Stud Hi/Lo Championship.

Danzer var på finalebordet oppe mod stærke spillere som David Singer, Jeff Lisandro, Brian Hastings og Calvin “cal42688” Anderson (som vandt sit første bracelet for under en uge siden), men en efter en måtte de forlade turneringen, før Danzer til sidst nåede heads up mod 2010 Main Event runner up John Racener.

Danzer formåede dog at udnytte sit store chiplead, og henviste altså endnu engang Racener til en sekundær placering. For sejren får George Danzer $352.696 – næsten $60.000 mere end ved sin sejr i Razz-turneringen.

Foruden de to armbånd har George Danzer også finaltablet årets event #5 – $10.000 2-7 triple draw, ligesom han gik dybt i den $10.000 dyre short handed-turnering, som Joe Cada endte med at vinde. De mange flotte resultater har også sikret ham en solid føring på WSOPs Player of the Year-rangliste.