Udsigt til dansker-fattig WSOPE

Så åbner showet i Cannes. Velkommen til World Series Of Poker Europe på Casino Barriere i Cannes. Åbningsturneringen i Cannes er en €2.500+€180 No Limit-Hold’em Short-Handed-turnering, der bliver afviklet over tre dage. Turneringen starter i dag klokken 17.

I løbet af de næste to uger skal der findes syv nye bracelet-vindere. Men udsigterne til at finde den femte danske WSOP-vinder igennem tiderne (Jan V. Sørensen, Jesper ‘Kipster’ Hougaard,Theo Jørgensen og Gus Hansen udgør de danske WSOP-vindere, red.) synes på forhånd begrænsede. I hvert fald ifølge de meldinger, som vi modtager.

Søren Kongsgaard og Stefan Raffay skulle til gengæld være sikre danske deltagere – allerede i dag.

“Jeg spiller ikke Main Event med mindre, at jeg laver et resultat i en af to side-events, som jeg har planlagt at spille,” siger Stefan Raffay til Slowplay.dk.

Theo Jørgensen har med sikkerhed aflyst deltagelse i årets WSOPE, Sander Lyllof vakler, Forhåndsfavoritten Mads Andersen er vist gået på pension, men til gengæld skulle Mads Wissing være klar til Main Event.

Og han er jo varm – især i Cannes – så hvem ved..?