Uheldsramt Negreanu bekræfter deltagelse i One Drop – se indslaget her

Daniel Negreanus ‘The Weekly Rant’ er blevet afløst en 3 minutter og 33 sekunder lang statement, hvoraf størstedelen handler om uheld – Daniel Negreanus uheld. Daniel Negreanu mener, at han har været monstrøst uheldig i løbet af de sidste ti dage af World Series Of Poker.

Men vi starter bagfra. Til sidst i indslaget slår Negreanu fast, at han spiller One Drop.

“I WILL be playing,” siger han.

Så mangler vi bare en officiel bekræftelse på, at Phil Ivey er med. Men mon ikke, at han bare stiller til start, som var det en selvfølge, når det går løs?

Og så ellers tilbage til uhelds-beretningen:

“Jeg taler ikke om uheld i livet, for jeg har haft masser af held i mit liv. Men jeg taler om uheld i spillet – i turneringerne. Jeg har været meget uheldig, men jeg vil ikke jamre,” siger Daniel Negreanu, og kaster sig herefter ud i uheldsforklaring, der i hvert fald balancerer på kanten af jamren – hvis det ikke er det.

“Enhver har sit kogepunkt, og jeg har i hvert fald ramt mit et par gange. Vi grinder hårdt, og det er frustrerende for alle at blive slået ud konstant. Hvis du ikke bliver slået ud er det jo fordi, at du har vundet et bracelet,” siger Daniel Negreanu, der har taget sig et par dages pause. Nu kigger han fremad.

“Jeg er klar. Jeg glæder mig. Jeg er spændt på $10k H.O.R.S.E., der er en vigtig turnering for mig,” siger Daniel Negreanu, der altså er busto i Event 32, som han henviser til.