Unibet Open Prag: Skidt danskerdag
Med i alt 22 danskere til start ved Unibet Open Prag kunne det godt lugte lidt af et dansk resultat i turneringsserien, hvor rød/hvide spillere har stolte traditioner. Desværre så var det eneste, der lugtede på dag 1B Dan ’Deagledan’ Larsens sidemand.
”Sidder ved siden af en der virkelig lugter, han må have en stomipose der er gået hul på. Til gengæld er han super dårlig, så den opvejer det lidt,” skrev han på sin facebook-profil i går, da turneringen netop var gået i gang.
Med sådan et table-draw er det naturligvis svært at gå videre, og det lykkedes da heller ikke Dan Larsen, der ligesom de fleste andre danskere havde en skidt dag ved filten.
Søren Blanner måtte således sige farvel og tak på sidste level, da hans ellers flotte es-knægt falmede en del, da den havnede all in mod esser og konger.
Til gengæld er Henrik Hecklen videre med 32.600 og kan dermed være på vej mod sit første cash i Unibet Open-serien efter sine hidtil 12 forgæves forsøg. Bedste danske er fortsat Frederik Nielsen, der tog 78.000 med sig videre fra dag 1A.