Ustoppelige Moorman1 vinder 22. Triple Crown
Ingen over, og ingen bare i nærheden af at være ved siden. Chris Moorman er i en klasse for sig, når det kommer til onlineturneringer, hvilket endnu engang kom til udtryk i går nat, da han sikrede sig karrierens 22. (!!!) Triple Crown, som det naturligste i verden.
“Another week of poker, another Triple Crown. This time I did it on my very last tournament that was eligible #22,” lyder det på Twitter fra den engelske supermand.
Dermed har Moorman dobbelt så mange Triple Crowns, som den nærmeste forfølger på listen. Mickey Petersen indtager i øvrigt tredjepladsen med ni styks.
“Chris er en maskine! Da jeg startede med poker kan jeg tydeligt huske at han var nummer ét på Pocketfives og havde flest cashes/Triple Crowns og var rangeret nummer ét. Jeg tror ikke han går så meget op i den slags mere, men han har stadigvæk en helt fantastisk arbejdsmoral, som få folk overhoved kan komme tæt på,” udtalte Mickey Petersen til PNN.dk for halvandet år siden. Dengang havde Moorman vundet 13 Triple Crowns, så Mickey Petersens beundring for kollegaen er nok ikke blevet mindre siden da.