Var det noget med et deck til 40.500 kroner?

Nej, de er ikke af guld. Eller noget som helst andet ædelmetal for den sags skyld. Det er et helt almindeligt sæt spillekort, der er sat til salg på ebay for $7.500 – cirka 40.500 danske kroner.

Sælgeren hævder, at kortene er de kort, der afgjorde World Series Of Poker Main Event 2003 – det år, hvor Chris Moneymaker besejrede Sammy Farha heads up.

For at forklare hvordan sælgeren er kommet i besiddelse af de kort, må vi hellere give ordet til sælgeren selv:

“Det var hånden, der ændrede pokeren for evigt. Jeg var der, da det hele skete – jeg arbejdede bag kulisserne på Binion’s Horseshoe. Jeg fik tilladelse til at holde decket, mens der blev taget billeder, og jeg placerede kortene nøjagtigt som de faldt, og placerede dem tilbage i æsken,” siger sælgeren, der indtil videre har modtaget nul bud på det ellers enestående tilbud. Men det er ikke nemt at beholde de 40.500 kroner i lommen, når man læser sælgerens slagkraftige argumenter:

“Du kan nu eje disse kort. Du vil have Chris’ kort. Du vil kunne mærke dem. Du vil kunne spille med dem. Du vil endda muligvis være i stand til at fornemme deres aura, deres skæbne. De gav Chris det held, han havde brug for den dag. De vil måske også ændre dit liv.”

Var der nogen, der sagde tosse?