Vera tog pynten af Isildur1

Første dag af Unibets stort anlagte Golden Cash Games løb af stablen i går, og set med danske øjne blev det en stor succes.

Ganske vist endte Lars Bønding i et lille minus (Tabte £3.000, men vandt £2.000 i guldbarrer), men Vera Kelleher endte til gengæld som én af aftenens helt store vindere, da hun i en af de allersidste hænder doblede igennem bordets funklende stjerne, onlinefænomenet Viktor ‘Isildur1’ Blom.

‘Isildur1’ havde ellers haft godt fat i Vera Kelleher i tidligere hænder, hvor han havde formået at bluffe hende ud i nogle svære riverspots, men da den i London bosiddende dansker fangede en konge høj flush, kunne svenskeren ikke ryste hende af, selvom han ellers gjorde et ihærdigt forsøg med et all in på river.

Vera Kelleher tog en gevinst på £8,480 med sig fra bordet, og vandt derudover en guldbarre til en værdi á £1.000, da hun vandt en all in preflop med syv-to mod es-konge.

Vera72
Vera fanger en snedig flush på river….

Også Lars Bønding kunne have hevet et overskud med sig hjem fra bordet, men var uheldig i en all in mod den tidligere Manchester United-stjerne, Teddy Sheringham. På et 854-flop havde Bønding floppet et set, og kom all in mod Sheringham, da turn bragte en 3er. Sheringham havde to treere på hånden, og ramte quads, da deckets sidste treer sejlede ind på river.

Viktor Blom (SE) -£5,000 0 gold bars
Jamie Sykes (UK) -£9,720 0 gold bars
Arto Loikkanen (FI) +£10,500 1 gold bar
Neil Channing (UK) -£3,113 1 gold bar
Vera Kelleher (DK) +£8,480 1 gold bar
Lars Bonding (DK) -£3,000 2 gold bars
Teddy Sheringham (UK) -£510 2 gold bars
Mat Frankland (UK) +£7,500 1 gold bar
George Boateng (NL) -£1,000 0 gold bars
Tim van der Riet (NL) -£4,145 1 gold bar

Der spilles igen i aften klokken 17.30, og du kan akkurat som i går følge livestreamet her på PNN.dk. Du finder det her. Blandt aftenens deltagere finder vi Thomas Brolin, Viktor Blom og ikke mindst Anders Jensen.