Verdensmesteren: Jeg ser op til Dwan og Galfond
Verdensmester Pius Heinz er tilsyneladende blevet færdig med sin interview-tour rundt til (alle?) de tyske medier. Men der stopper ambassadør-arbejdet bare ikke. For nu er det svenske poker.se, der har sat tyskeren i det varme sæde, og endnu engang formår Pius Heinz faktisk at give et par nye oplysninger om sig selv. Respekt for det.
Pius Heinz fortæller blandt andet, at hans poker-idoler hedder Tom Dwan og Phil Galfond.
“Der er helt sikkert nogle personer, som jeg har set meget op til. Nogle personer, hvis spil jeg virkelig har nydt at se på. Der er selvfølgelig mange ting, der er ændret efter Black Friday, så det er ikke længere det samme. Men hvis jeg skal nævne to personer, så bliver det Tom Dwan og Phil Galfond. Jeg nyder deres spil og hele deres tilgang til pokerspillet. Derudover har de begge en god stil – både på og udenfor pokerbordet,” siger Pius Heinz, der også giver sit besyv med i forhold til diskussionen omkring November Nine-konceptet.
LÆS: WSOP overvejer at skrotte November Nine-konceptet
“Personligt synes jeg, at konceptet er godt. Bare det at komme til finalebordet er utroligt krævende og tager rigtigt lang tid. De sidste dage før finalebordet er meget intense og lange, og man tilbringer i hvert fald 14 timer om dagen omkring pokerrummet. Jeg var rigtigt godt tilfreds med pausen. Jeg kan godt følge, at tre og en halv måned er rigtigt lang tid at vente. Jeg havde måske selv fortrukket en måned eller to i stedet, men overordnet synes jeg, at pausen er virkelig god ide. Det gavner også opmærksomheden og interessen fra medierne,” siger Pius Heinz.