WCOOP: 1WHALEN1 bluffer sig ud

Så kan man da lige tale om at blive fanget med fingrene i kagedåsen! Med fem mand tilbage i WCOOP Event #60 valgte danske ’1WHALEN1’ at forsvare sin big blind med et all in, men desværre havde small blind i den grad varerne. Derfor skulle den danske hval ud i et meget ulige kapløb med to-fem på hånden imod modstanderens par dame. Den gik ikke og en bitter harpun lige i bugen på 1WHALEN1.

Dermed må ’1WHALEN1’ tage til takke med en femteplads, der dog trods alt giver $77.312 at lune sig på.Stort tillykke med det herfra.

Som pnn.dk tidligere har skrevet røg Simon Ravnsbæk på en bitter 11. plads til en værdi af $10.243. Superærgerligt for sympatiske Ravnsbæk at være så tæt på et så stort finalebord, men onkel poker er somme tider en led gammel stodder.

I skrivende stund resterer fortsat tre spillere – en hollænder og to ukrainere – i WCOOP 60, og vinderen indkasserer hele $284.319.

Med ’1WHALEN1’s exit er der nu kun Main Event tilbage, hvis danskerne skal hive yderligere WCOOP-armbånd hjem. Her er Thomas ’Kallllle’ Pedersen aldeles flyvende på en sjetteplads, mens Mickey ’mement_mori’ Petersen ligger nummer 69 ud af de resterende 90 spillere. Alexander ’AlexKP’ Petersen og ’ManiacRazor’ bustede som henholdsvis nummer 105 og nummer 136.