WCOOP-helt: – Sindsyg turnering, fantastisk følelse!
Eksil-silkeborgenseren, Ognjen Pasajlic, leverede i nat karrierens suverænt største resultat, da han blev runner up i WCOOP Challenge Event #5 ($215 NL Hold’em 6 Max Turbo) og scorede $52.284 – det svarer til 290.000 kroner.
Og det var naturligvis også en glad Ognjen Pasajlic PNN.dk fangede på mobilen ved middagstid.
“Altså, det var en helt sindsyg turnering på grund af strukturen, så det var en helt fantastik følelse at lukke den med et cash på $52.000,” fortæller den stolte to’er og tilføjer, at netop på grund af turneringens turbo-struktur, så lå han flere gange med røven i vandskorpen.
Var nede i to big blinds
“Da vi var 19 tilbage tabte jeg et blindbattle, hvor jeg går all in fra small blind med es-ni og bliver kaldt af dame-ti, som vinder. Der var jeg nede i to big blinds, men formåede altså at kæmpe mig tilbage.”
Endnu tidligere i turneringen var han også – endda meget – heldig, da han kom til at missclick-kalde med seks-fem, og vinde et all in mod es-dame og es-konge.
Heads up var der dog ikke noget at stille op imod ‘PokerPolic3’, der var gigantisk chipleader.
“Jeg gik all in for 12-14 bb med es-fem, og blev kaldt af knægt-ti, der ramte på floppet. Han havde så mange chips, at han på grund af strukturen kunne køre finalebordet rundt. Han var næsten all in preflop i hver eneste hånd og var helt sikkert finalebordets bedste spiller,” fortæller Ognjen Pasajlic.
Ognjen Pasajlic, der nu bor i København, fortæller, at det i det hele taget har været et godt år på pokerfronten, hvilket han noget overraskende tilskriver end ludomani-behandling.
“Jeg har tidligere haft problemer med spillemaskiner og sportsbetting, men aldrig med poker. Dér har jeg altid kunne lave overskud, men det har virkelig hjulpet mig at være i behandling.”
Dagen i dag skal bruges på at fejre den flotte andenplads med en middag med familien, og så står den ellers på poker igen i aften.
“Jeg springer nok den dyre WCOOP-Challenge til $2.100 over, men ellers står den nok på Sunday Warm Up og Sunday Million og hvad jeg ellers kan finde,” griner Ognjen Pasajlic.