WCOOP: To danskere jagter $302.969

Det er knap et år siden, at Thomas ‘Kallllle’ Pedersen nakkede WCOOP Main Event og kunne putte over $1,2 millioner under vesten. Den aarhusianske turneringshaj sparer dog åbenbart på kræfterne frem til sit titelforsvar, for han var ikke at finde i feltet da en ny omgang WCOOP blev skudt i gang i går med tre turneringer.

Til gengæld stillede både ‘VestbjergFTW’ og ‘cbhelten’ til start i WCOOP Event #2 ($215 NL Hold’em) og er begge videre, som de eneste danskere tilbage i turneringen, der har $302.969 i førstepræmie.

Der resterer 133 spillere som alle er sikret minimum $1.379, men i hvert fald ‘VestbjergFTW’ skal have tur i den, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at klatre derop, hvor det er rigtig sjovt. Med 320.849 chips ligger han næstsidst, mens ‘cbhelten’ med 580.666 ligger og summer midt i feltet.

Blinds hedder 10.000/20.000 med 2.500 i ante, når spillet genoptages klokken 21.00 i aften.