Wendt: Tung start på året

Pot-Limit Omaha-hajen Martin Wendt har nu i mere end ti år tjent til dagen og vejen som professionel pokerspiller. Og hånd i hånd med den profession er selvfølgelig op- og nedture.

Og 2012 har indtil videre været et sløjt år for Martin Wendt.

“Det har været en tung start på året,” siger Martin til Slowplay.dk.

Spørgsmålet er jo så, om det har været spillet, der ikke har siddet lige i skabet, eller om han simpelthen bare kører under EV. Eller måske en kombination af begge ting?

“Jeg kører en del under EV. Spillet er sådan set ok, der er bare brok i den for tiden. Men når det er sagt, så indrømmer jeg da også gerne, at folk er blevet meget bedre,” siger Martin Wendt, der naturligvis tror på, at det snart vender.

“Ja, der skal jo bare en ‘KP’ til. Sygt at man skal læse om piv fra ham,” siger Martin.

Martin Wendt er fortsat ikke afklaret omkring, om han stiller til start til EPT København, men han regner helt sikkert med at spille WPT’en i Vejle.

God vind med at få vendt bøtten herfra.