Wissing: En helt igennem fantastisk dag
Den pæne mand med de store løgposer er klar til finalebordet ved Partouche Poker Tour Main Event. Jep, det er naturligvis Mads Wissing det drejer sig om. Igen i går leverede han en fremragende præstation ved fiskefesten i Cannes, og han er dermed fortsat med i kampen om førstepræmien på €1.000.000, når afgørelsen skal findes til november.
”Jeg prøvede at spille uden de store risici og i stedet bare passe på stacken. Og det må siges at fungere, for det var en dag, hvor alt spillede 100 procent. Hvis jeg skal kigge tilbage, så tror jeg faktisk, at jeg er tilfreds med samtlige beslutninger jeg tog, men det hele blev selvfølgelig også noget nemmere af, at de ikke spillede tilbage på mig.”
Dermed er Mads Wissing ligesom ved WSOP Main Event 2010 endnu engang nået langt i en stor turnering med en dyb struktur.
”Ja, de passer godt til mit spil, men det er lidt svært at sige hvorfor, for jeg er ikke en udpræget cashgamespiller. Min stil er meget uortodoks i forhold til de andre turneringsspillere. Jeg griber det an på en lidt anden måde, og forsøger så ofte som muligt at lægge maksimalt pres på modstanderen.”
Det er her de store løgposer kommer ind i billedet. Spørg bare Simon Ravnsbæk, der på boblen måtte se sine to par bluffet ud af en monsterpot, og efterfølgende måtte konstatere, at Wissing var en syg, syg mand.
Tricky Trickett
Københavneren ligger placeret på en fjerdeplads på finalebordet med 2.144.000 chips, hvilket gør han kun er marginalt bagefter chipleaderen Sam Trickett. Men netop den britiske haj er en spiller Wissing har stor respekt for.
”Jeg har spillet imod alle spillerne på finalebordet før, hvis man ser bort fra en franskmand, der spiller solidt, og niveauet er langt fra imponerende. Men så er der selvfølgelig Sam Trickett, der er i en klasse for sig. De to-tre timer jeg sad til bords med ham, spillede han mere eller mindre bukserne af de andre. Han er fantastisk. Han fik selvfølgelig også fra start det held, der skal til, da han fik esser mod konger, men derfra var han også ustoppelig, og spillede dem baglæns ud af bagerriget,” slutter Wissing, inden han skal ud og fejre finalebordet med noget godt at spise og et par sjusser.
Chipcounts:
1. Sam Trickett 2.605.000
2. Alexandre Coussy 2.473.000
3. Salman Behbehani 2.446.000
4. Mads Wissing 2.144.000
5. Mustapha Kanit 2.047.000
6. Roger Hairabedian 1.890.000
7. Oleksii Kovalchuk 1.626.000
8. Ilan Boujenah 1.241.000
9. Alexander Dovzhenko 944.000
Præmiestruktur:
1. €1.000.000
2. €600.000
3. €379.760
4. €300.000
5. €230.000
6. €190.000
7. €160.000
8. €130.000
9. €100.000