WPT Amneville: Anders Bisgaard Rasmussen så dejlig kvinde på sidste level
Eneste mand til at holde den danske fane højt ved WPT Amneville, Anders Bisgaard Rasmussen, ligger solidt placeret på en 11.plads inden dag tre skydes i gang om kort tid. En placering, han kan takke godt spil og ikke mindst en dejlig kvinde for.
”Jeg havde en god dag 1, hvor jeg ikke på noget som helst tidspunkt er inde for livet, men bare vinder en masse små pots og ligeså stille bygger på stacken. Jeg valgte at kalde meget i position i stedet for at 3- og 4-bette. Derudover både floatede og ramte jeg en del, og det er jo en god kombination,” griner Anders Bisgaard Rasmussen.
Taktikken med at floate og ramme syntes dog ikke at fungere optimalt på dag 2, hvor man via PartyPokers liveblog kunne følge med i, hvordan århusianerens stack stille og roligt skrumpede ind.
”Jeg føler faktisk, at jeg aldrig fik ordentlig fat, og på et tidspunkt var jeg helt nede og vende i 75.000, indtil en time før dagens afslutning. På det sidste level fik jeg dog spillet et par fine hænder, hvor jeg får bluffet modstanderne ud af potten, fordi jeg havde opbygget et rigtig tight image. Og så har jeg én afgørende hånd, hvor jeg ganske vist ikke kommer så godt ind, haha.”
I hånden, som Anders Bisgaard Rasmussen hentyder til, åbner bordets mest aktive spiller til 4.500, mens danskeren i bigblind 3-better til 13.000, da han kigger ned i es-dame, som er dagens bedste hånd.
”Han siger 29.000 og jeg har så en beslutning, hvor jeg skal afgøre om jeg vil ind med stacken eller folde. Fordi jeg har så tight et image, og fordi det netop er mod ham, vælger jeg at skubbe. Han har så desværre es-konge. Floppet falder blankt, men en dejlig kvinde kommer på turn.”
Anders Bisgaard Rasmussen er i Frankrig med en norsk pokerkollega, Kyrre Byregrov, som også ligger godt placeret i turneringen. Så forhåbentlig kan de begge se frem til at komme i pengene i dag, hvor boblen springer.
”Jeg går nu ikke kun efter at gå i pengene, men det er jo poker, så man ved aldrig. Jeg synes niveauet hernede er lavere end ved EPT’erne, men spillerne giver den til gengæld overraskende meget gas. Der er ingen walks og der er masser af 3- og 4-bets,” siger Anders Bisgaard Rasmussen til Slowplay.dk.