WPT: The Grinder i top på Cypern
Den første af to startdage ved World Poker Tour National Cyprus Main Event løb i går af stablen på Noah’s Ark Deluxe Hotel & Spa på den lille middelhavsperle, og selvom der blot dukkede 74 spillere op, så blev det alligevel til 86 entries, da 12 mand valgte at købe sig ind igen, efter ellers at være ekspederet ud.
Også feltets største stjerne, Michael ‘The Grinder’ Mizrachi, var ved flere lejligheder tæt på at skulle have et ekstra buy in op af lommen, men i sædvanlig rutsjebane-stil, lykkedes det ham i stedet at slutte dagen med feltets tredje største stack.
Vendepunktet for ‘The Grinder’ blev, da han med esserne på hånden floppede et fuldt hus mod Manig Loeser, der var så uheldig selv at fuldende et mindre fuldt hus på river.
I Top 10 finder vi også rutinerede Barny Boatman, hvilket er ganske spektakulært, da han dermed fuldendte en mere end godkendt dag for Boatman-familien, eftersom hans bror, Ross Boatman, i går spillede sig op som chipleader i UKIPT London.
Top 10
Sergey Minaev 193,300
Dimitar Yosifov 157,100
Michael Mizrachi 138,900
Yilmaz Aykutalp 116,600
Onur Unsal 104,900
Erwann Pecheux 91,900
Barny Boatman 90,400
Kelly Kim 88,200
Nikolay Tsanev 84,800
Grigorii Rodin 84,600