WPT Nation Rozvadov: Én dansker klar til Dag 3

Tre danskere skulle i går forsøge at få skudt gang i deres stacks på Dag 2 ved WPT Nation Rozvadov, for både Hamidi Gaiz, Farman Khaligh og Damir Horozic havde ganske få chips at arbejde med, og skulle ud og jagte en hurtig dobling.

For de to sidstnævnte lykkedes missionen desværre ikke, men når Dag 3 skydes i gang senere i dag, så er det med Hamidi Gaiz på en 19.plads ud af de tilbageværende 22 spillere.

Med 173.000 chips har dog han ikke alverden at gøre godt med, men hvis han kan gentage kunststykket fra i går, så kan et finalebord komme i spil.

Hamidi Gaiz er havnet på turneringens feature table, hvilket betyder, at han får selskab af topskrappe Manig Loeser, men til gengæld slipper for italienske Marco della Tommasina, der har præsteret at cashe i 18 WPT-turneringer, de seneste tre år.

Turneringen genoptages klokken 13.00 og fra 13.30 bringes der stream fra feature table med en halv times forsinkelse. Alle de resterende spillere er sikret €3.047, mens der er reserveret €76.000 til vinderen.