WPT Prag: Danskerne checker ind

Dag 1A ved WPT Prag, der blev spillet i går, bød på et yderst sløjt fremmøde med blot 11 mand med fra start, og selvom 60 mand havde været forbi indregistreringsskranken inden dagen var omme, så måtte tilslutningen betegnes som ganske skuffende.

Bedre ser det ud i dag, hvor 107 allerede er troppet op, og set med danske øjne er det også glædeligt, at de to hajer Rasmus Agerskov og Morten ‘MortenVM’ Mortensen begge er at finde i feltet.

De to danskere skal dog nok få kam til deres velplejede hår, for det skorter ikke just på profiler i et felt, som blandt andet byder på Vitali Lunkin, Tony Dunst, Jason Wheeler, Stephen Chidwick, Pierre Neuville og Tom Hall.

Worldpokertour.com liveopdaterer fra turneringen, men har endnu ikke bragt nyheder om hverken Rasmus Agerskov eller Morten ‘MortenVM’ Mortensen. Du finder liveopdateringerne her.

Også det tyske site hochgepokert.com rapporterer også fra turneringen, men har hovedsageligt fokus på tysktalende spillere. Du finder deres liveopdateringer her.

PNN.dk holder naturligvis et vågent øje med begge sites, og rapporter, hvis der skulle ske noget væsentligt med danskeren.