Wrang om andenplads og $131.690: Jeg spillede dårligt!

Efter en lang og udmarvende Heads Up imod Jason ‘jdtjpoker’ Wheeler måtte Jannick Wrang til sidst klokken lidt i seks i morges give fortabt, da hans es-10 ikke kunne overvinde et par niere. Dermed sluttede han som runner up i WCOOP Event #48, hvilket ikke desto mindre indbringer ham $131.690. Og det må siges at være meget godt gået, når nu spillet ikke lige sad i skabet.

”Jeg kom egentlig dårligt fra start og fik ikke rigtigt fat. Jeg lå og kæmpede med min startstack, inden jeg i lang tid var short, men så vendte det da jeg først gik all in på et flushdraw som ramte og bagefter fik kæmpe-betaling med damerne mod tierne,” fortæller Jannick Wrang til Slowplay.dk.

Herefter kunne han ifølge eget udsagn stille og roligt cruise sig til finalebordet, der blev et langt Jason ‘jdtjpoker’ Wheeler-show.

”Jeg havde heldigvis position på ham, men han er bigstack fra start og vokser sig bare større og større. Han slår vel 7-8 spillere ud i alt. Generelt synes jeg, at jeg spillede temmelig dårligt hele vejen, men specielt omkring det tidspunkt hvor vi er 3-4 spillere tilbage og han få lov til at dominere i alt for høj grad. På den anden side er det meget naturligt, at han får lov til at dominere lidt for meget, når man kigger på chipsfordelingen og udbetalingsstrukturen. Og i sidste ende kan man jo sige, at det hele flaskede sig for mig.”

Skal sådan en andenplads fejres?

”Næ, den kommer jo lige efter en række dårlige resultater, hvor jeg næsten var ved at miste modet. Heldigvis fik jeg overbevist mig selv om at spillet egentlig var ok, så det bare galt om at fortsætte.Men det kan betyde, at jeg måske holder fri et par hverdage i den nærmeste fremtid.