Wrang skal vækkes af The Dark Side
Jannick Wrang sluttede som bedste dansker i PokerStars Caribbean Adventure $10.000 Main Event, og i går kunne han så fejre fødselsdag på Bahamas. Stort tillykke med de 31 år herfra.
Jannick fortæller, at han havde en stille og rolig – og god – dag sammen med kæresten, Lærke.
“Dagen gik med at sove længe, spise morgenbuffet her på Atlantis (hotellet, hvor danskerne holder til, red.), så ud til The Reef og ligge og læse lidt i min bog om hukommelse “moonwalking with einstein” og så fik jeg snorklet for første gang i mit nu 31 år gamle liv. Fik set en masse hvide fisk sammen med Lærke,” skriver Jannick, der også løfter sløret for, hvad Lærke gav ham i fødselsdagsgave.
Hun har mildt sagt været kreativ, og hun har fundet gaven, som alle mænd står og mangler – endda uden at de selv ved det: En Darth Vader alarmclock! Så nu er det altså ud af fjernene, Wrang – eller overgiv dig til The Dark Side!
Jannick fortæller i øvrigt, at årets første liveturnering har været en god oplevelse.
“Det har været en dejlig tur, både med hensyn til afslapning, sol og læsning, men det var nu også dejligt at cashe $32.500 i årets første turnering og komme godt igang i et hæsblæsende tungt liveår. Over and out fra Bahamas.”