Wrang: Travlt – og dyrt? – program i vente

Rent turneringsmæssigt var der i Barcelona ikke meget at juble over for Jannick Wrang, der bustede før pengene i Main Event, $10k Highrolleren og en håndfuld side-events. Med andre ord: Det hele!

Barcelona har været en dyr fornøjelse for den skrappe poker-pro, der går et travlt – potentielt meget dyrt – program i møde.

“Nu skal jeg lige være hjemme et par dage. Næste stop er Paris, hvor der er en €5.000 Pot-Limit Omaha-turnering, som jeg ser god værdi i. Derudover er der jo selve WPT’en, og hvad man ellers får støvet op. Bagefter holder jeg lidt ferie der, og så er det ellers videre til WSOPE i Cannes. Efter det skal jeg så til USA,” siger Jannick.

Da SLOWPLAY.dk kommenterer, at det er et fuldt program, svarer han:

“Ja, og det kan hurtigt gå blive et dyrt program.”

Ifølge Jannick kommer vi derfor ikke til at se noget/så meget til ham online i det næste stykke tid.

Hvis man da køber den. For der er grund til at være skeptisk i forhold til den slags meldinger fra Jannick Wrang.

Men det har du sagt noget om før, og lige pludselig er du i fuld gang..?

“He he, ja sådan er det jo. Og sådan skal det jo også være,” siger han.