WSOP: Endnu en dansker videre med fin stack i Colossus

I fredags lykkedes det Rune Andersen og Chris Hansen at spille sig videre i gigantturneringen Colossus ved World Series of Poker, og i går skulle en håndfuld danskere så forsøge at gøre dem kunsten efter.

Desværre havde hverken den i USA bosatte Claus Nielsen eller Jesper Ronald Jensen held i sprøjten.

Selvom de begge kom godt fra start, måtte de alligevel give fortabt overfor den hidsige turbo-struktur, og se sig ekspederet ud af turneringen, inden Dag 1C var omme.

Til gengæld lykkedes det Sofus Majgaard at avancere med en mere end fornuftig stack. Med 61.000 chips tager han cirka dobbelt average med sig videre til Dag 2, hvor vi i øvrigt kan se frem til at festfyrværkeri af bustouts. 3.448 spillere er således klar til Dag 2, og over 1.000 af dem har under 20 big blinds at gøre godt med.

Det varmer i øvrigt også vores skandinaviske hjerte, at Thor Hansen er i blandt de spillere, der fortsat er med i turneringen. Den norske legende har 22.100 chips.