WSOP: – Husk din adresse hvis du skal til Las Vegas

Hvis du skal til Las Vegas til sommer, og har planer om at spille med i et World Series of Poker event, gør du klogt i at medbringe et dokument, som viser hvor du bor.

Det ligger fast, efter WSOP sent i aftes via Twitter gjorde opmærksom på, at spillere som bor udenfor USA, skal medbringe mere end bare deres pas, hvis de ønsker at spille med i et WSOP event til sommer.

Det drejer sig helt konkret om et stykke papir, som dokumenterer spillernes adresse, og det er iflg. kommunikationschef Seth Palansky ikke en ny regel.

Mens flere europæiske spillere nærmest hamrede panikknappen i bund, manede Palansky hurtigt til besindighed.

“Prøv helt simpelt at medbringe et dokument som viser din adresse sammen med dit pas. #notanewrule #dontpanic”, tweetede han en time efter nyheden om dokument-kravet havde ramt det sociale medie.

wsop

 

Skal du til Las Vegas kan du derfor med god grund medbringe dit danske sygesikringsbevis og f.eks. en kontoudskrift fra din bank, hvor din adresse fremgår.

På den måde bør du være sikret at kunne deltage i sommerens WSOP, som i øvrigt sættes i gang allerede på tirsdag med et $500 event for kasinoansatte samt et $25.000 Mixed Max No Limit Hold’em event.

Læs også: Kasinoansat menes at have stjålet penge til at spille WSOP – tog derefter 11. plads