WSOP: Kan Vallø modstå fristelsen?
World Series of Poker 2012 bliver uden deltagelse af Martin Vallø. Eller gør det? Han påstår det selv, men vi tror ham ikke helt.
“Jeg kan ikke overskue det, så jeg bliver hjemme. Desværre. Jeg havde ellers kig på $50.000 Players Championship og havde også fået en del af finansieringen på plads, men der manglede det sidste. Så sådan som det ser ud nu, så bliver jeg hjemme, men hvis jeg ombestemmer mig, så skal du nok være den første, der får det at vide,” siger han til Slowplay.dk.
Meeen, der er jo noget om gamle cirkusheste, der kan lugte savsmuld. Og Vallø virker ikke sikke i sin sag. Så langt fra, faktisk.
“Nu skal Mads Andersen også derover, så det trækker da i en. Og som ‘Zupp’ siger, så er der noget nostalgi forbundet med det. Måske man alligevel skulle tage over og spille den One Drop-turnering,” griner Martin Vallø.