WSOP: Sofus Majgaard røg på setup

Es-konge er normalt en pragthandske man sidder og drømmer søde drømme om, når man spiller en $1.000 crap shoot WSOP-turnering, men for Sofus Majgaard blev drømmen til mareridt, da han i nat dansk tid samlede Big Slick op, og i fik sine skillinger til midten i en tre-vejs all in mod es-es og par seks.

“Går all in med AK suited og bliver kaldt af AA og 66. Intet held på boardet, og jeg er ude som nr 184 med et cash på $1.941,” fortæller turneringshajen til PNN.dk.

Sofus Majgaard blev dermed den første dansker til at cashe mere end én gang under årets World Series of Poker. Tidligere i turneringsserien scorede han $5.000 i den gigantiske Colossus-turnering, men vi skal ikke forvente flere dybe runs fra hans side. På fredag tager han nemlig videre til Los Angeles, og dermed bliver det ikke til flere WSOP-events fra hans side.

På trods af det bitre setup, så er Sofus Majgaard glad for at han formåede at holde fanen højt i de to turneringer.

“Jeg er meget tilfreds med at cashe i to ud af to turneringer.”

Der resterer pt 36 spillere i WSOP #22 ($1.000 NL Hold’em), heriblandt David “ODB” Baker og den tidligere braceletvinder Lisa Hamilton. Antonio Esfandiari blev til gengæld for kort tid siden ekspederet ud på en 62.plads, da hans es-dame trak for tyndt mod en modstanders es-konge.