Zauron111 var heads up i to tours samtidig: Fedt men stressende!
Som vi tidligere i dag skrev her på PNN.dk var Zauron111 varm på PokerStars i går. Så varm, at han vandt to store tours på samme aften – en $44 turbo-turnering til $8.894 og en $22 med en rebuy og en add-on til $5.776. Sådan!
Læs også: Dansk Zauron vinder to store tours på samme aften
PNN.dk fangede Zauron111, der i virkelighedens verden er 36 år og fra Aalborg, for at høre lidt om, hvordan det var at rense to gode tours på en og samme aften. Vi vidste på forhånd ikke, at tingene faldt sådan sammen, at han faktisk havnede heads up i begge turneringer præcis på samme tid.
“Det var ret pudsigt, at de endte heads up samtidig – det havde jeg ikke lige luret på forhånd. Det var en rigtig fed, men også noget stressende oplevelse – I $221r1a touren ville den anden reg på finalebordet gerne lave deal, da vi var fem og tre spillere tilbage. Jeg afslog dog, da de andre spillere var pivringe,” siger Zauron111 til PNN.dk.
Han kan i øvrigt afsløre, at det – trods alt – ikke er hverdagskost at shippe to tours på samme aften.
“Jeg har helt sikkert ikke prøvet at vinde to større tours på samme aften før – men 2013 har generelt været rigtigt god ved mig indtil videre på Stars,” siger han.
Hvordan kan det være, tror du?
“Jeg har mere mentalt overskud, når jeg grinder – og en generøs staker, der har tiltro til mit spil, og ikke går så meget op i BRM,” siger Zauron111, der i øvrigt har gjort sig en betragtning, der sandsynligvis også vil have interesse for andre af PNNs læsere.
“På trods af det halvstore buyin synes jeg, at modstanden i endgamet i en 44$ turbo tour ofte er skræmmende ringe – for mange spillere fokuserer kun på payjumps og folder mange hænder som nemt er profitable at shove. Derfor kunne jeg egentlig stille og roligt save dem over med at åbne en del og tage ned på flops i den turbo,” fortæller han.
$22-turneringen var en anden historie.
“Der var faktisk tre-fire chefer med på de sidste to borde samt et par regs, der var lidt til den tørre side. Det flaskede sig dog sådan, at cheferne bustede til de mere anonyme spillere på vej mod finalebordet og top 6 – så da vi først nåede dertil, var der kun en anden decent spiller med: Ham der gerne ville lave en deal – hvilket jeg i øvrigt ikke forstod, når man tog modstanden i betragtning. Men ok, klokken var jo også tæt på fire om morgenen,” griner aalborgenseren, der med gårsdagens sejre på PokerStars har fået et uvurderligt rygstød i forhold til hans private situation.
“Godt skrub i den sidste uge har forstærket min tro på, at det var den rigtige beslutning at sige mit day-time job op fra sommerferien og satse på pokeren,” siger Zauron111.
Det lyder sådan. Vi ønsker Zauron111 alt mulig held og lykke fremover.