Zoom Poker står nu for 29% af cash game trafikken på PokerStars
Flere og flere spillere skifter de traditionelle cash game borde ud med Zoom Poker hos PokerStars.
Full Tilt Poker introducerede tilbage i 2010 første gang online pokerspillerne for Rush Poker, og siden da er mange andre pokersites disket op med deres pendant til den populære variant.
Hvis du er helt ny i online pokerverdenen kender du måske ikke til Rush Poker, Zoom Poker, Zap Poker og hvad de ellers kaldes hos Full Tilt, PokerStars, Danske Spil Poker og de andre pokersites på markedet. Men hele idéen er, at det skal være slut med ventetid mellem hænderne. Kan du ikke lide dine holecards, kan du bare klikke fold med det samme og omgående blive flyttet til et nyt bord med nye modstandere og med nye kort foran dig.
Med andre ord – fuld fart over feltet.
Ifølge hjemmesiden PokerScout.com, som tracker trafikken i online cash games på internettets mange pokersites, peger pilen desværre nedad, når det kommer til antallet af spillere på cash game bordene.
Der bliver færre og færre cash gamers på nettet, og selv hos PokerStars som er verdens største pokersite er tendensen deprimerende. Her er der iflg. PokerScout.com på nuværende tidspunkt tale om en nedgang på hele 11% i cash game trafik i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Flere og flere spillere lader også til at finde de traditionelle cash game borde for kedelige, for hele 29% af cash game-spillerne hos PokerStars vælger nemlig fast-fold varianten Zoom Poker fremfor de almindelige borde. Det er en stigning på 8% i forhold til sidste år.
I Zoom Poker deles hænderne hurtigere og spillerne spiller mellem 2,5-3 gange flere hænder i timen i sammenligning med almindelige cash games. Derfor er antallet af cash game hænder spillet på PokerStars stort set det samme som sidste år, til trods for en nedgang på 11% i spillertrafik.
PokerStars har i gennemsnit 21.500 cash game spillere online døgnet rundt og op mod 36.000 i myldretiden på sitet. 888poker – som ikke har dansk licens – er nr. 2 i verden med 2400 cash game spillere online i gennemsnit i den forgangne uge. Lige i hælene med ca. 2000 spillere i snit følger bwin.party netværket med Danske Spil Poker ombord samt iPoker netværket med f.eks. Bet365 Poker.