Zupps hold sluttede som bedste ikke-amerikanske hold til VM i CrossFit

“Den er episk.”

Sådan lød det semi-forargede svar, da pnn.dk dristede sig til at spørge til Peter ‘Zupp’ Jepsens form forud for VM i CrossFit, der blev afholdt i Los Angeles samme tid som World Series Of Poker Main Event rullede i Las Vegas.

Zupp stillede op som holdkaptajn for ‘Team Butcher’s Lab’ – holdet havde kvalificeret sig til VM efter en imponerende 3. plads til EM i CrossFit. Holdkategorien – CF Teams, som den hedder – består af tre mænd og tre kvinder, og til verdensmesterskaberne var der hele $250.000 til vinderteamet.

Læs også: Zupp tror på sin chance til VM i crossfit

Og Butcher’s Lab nåede at snuse til toppen.

“Efter de to første events her lå vi nummer to i verden. Det holdt dog desværre ikke konkurrencen ud. Dertil var der lidt for mange ekstremt tunge, amerikanervenlige events. Vi slutter som bedste ikke-amerikanske team på en 23. plads ud af 50 kvalificerede til VM, og vi er suuuuper tilfredse Kæmpe happytimes,” siger Zupp til pnn.dk.

Efter konkurrencen var det i øvrigt direkte tilbage til Las Vegas for Zupps vedkommende. Mission: Grind it out.

Status på sidstnævnte projekt er ganske ukendt.