BetOnFinance udvider med nyt indeksspil

Siden sidst i januar har det danske selskab Fibetco i samarbejde med Danske Spil udbudt et spritnyt gamblingkoncept, hvor man kan bette på, hvilke aktier der klarer sig henholdsvis bedst eller dårligst. Nu lancerer siden så et helt nyt spil, hvor man ikke længere udvælger sig specifikke aktier, men i stedet forsøger at gætte på, hvordan det samlede aktiemarked klarer sig i løbet af en børsdag.

Læs også: Nyt dansk gambling-koncept: Odds på aktiemarkedet

Spillet er et såkaldt indeksspil, og åbner giver muligheden for at gætte på det danske OMX C20 CAP indeks (de 20 mest handlede aktier herhjemme), og det amerikanske Nasdaq 100 indeks. Det nye spil henvender sig både til erfarne folk med kendskab til aktiemarkedet, og til dem som gerne vil prøve kræfter med aktiemarkedet på en ukompliceret måde, forklarer Jeff Saul, der er medstifter af BetOnFinance.dk.

”Indeksspillet er nemmere at gå til. Her skal du kun gætte, hvor meget aktiemarkedet vil stige eller falde i modsætning til vores Aktievæddeløb, som kræver, at du udvælger de bedste eller de dårligste aktier blandt 30 danske eller amerikanske aktier”, udtaler han og fortsætter.

”Vi har erfaret fra vores spillere, at de ønsker at spille for større beløb, så vi har øget de garanterede puljer i Indeksspillet. Det er også tydeligt, at vores spillere ønsker flere spil i løbet af dagen, så de ikke skal vente så længe på at se om de har vundet”, lyder det i en pressemeddelelse.

BetOnFinance – og den nye måde at spille på aktier – har siden sin lancering medio januar fået stor opmærksomhed, og flere og flere brugere på sitet har betydet fortsat voksende puljer. Minimumsindskuddet på BetOnFinance er på nuværende tidspunkt på bare 10 kroner, mens der kan spilles for helt op til 10.000 kroner på et enkelt væddemål.