Bookmakere med rekordomsætning på uskøn Super Bowl 50
Selvom der rent spilmæssigt ikke var tale om nogen stor kamp, da Peyton Mannings Denver Broncos og Cam Newtons Carolina Panthers i søndags mødtes i den 50. udgave af Super Bowl, så var der tale om den NFL-finale med flest penge ude at flyve på hos Las Vegas’ mange bookmakere. Det står klart, efter at Nevada Gaming Control Board i mandags udsendte en pressemeddelelse, der påviser en omsætning hos de 194 Nevada bookies på mere end $132,5 millioner.
Læs også: Rekord: Vegas-bookier omsatte for over $4 milliarder i 2015
Det er den største omsætning nogensinde, og er et generelt udtryk for, at sportsbetting er blevet mere acceptabelt i Amerika, selvom mange stater stadig forbyder spil på sportsbegivenheder. I Nevada er det dog fuldt ud lovligt, og det er de mange bookmakere nok rigtig taknemmelige for. I hvert fald kan de imellem sig notere et overskud på $13,31 millioner, hvilket svarer til et positivt afkast på 10,1 procent. Det er kun overgået af 2014-opgøret mellem Seattle og Denver, hvor bookmakerne vandt næsten $20 millioner som følge af en overraskende – men sikker- Seahawks-sejr.
Det er desuden 25. år ud af de sidste 27, at huset bliver den store vinder på Super Bowl Betting. Senest bookmakerne måtte til lommen var i 2008, hvor de på trods af en omsætning på $92 millioner måtte aflevere $2,5 millioner tilbage til spillerne.
Mens årets Super Bowl altså er i bøgerne, har bookmakerne dog allerede åbnet op for væddemål på næste års udgave. I øjeblikket er årets tabende hold, Carolina Panthers, favoritter til at løbe med titlen, og kan netop nu handles til omkring odds 8.
Super Bowl betting de sidste 10 år i Nevada
År | Omsætning | Bookmakeres +/- | Resultat |
2016 | $132.545.587 | + $13.314.539 | Broncos 24 – 10 Panthers |
2015 | $115.986.086 | + $3.261.066 | Patriots 28-24 Seahawks |
2014 | $119.400.822 | + $19.673.960 | Seahawks 43 – 8 Broncos |
2013 | $98.936.798 | + $7.206.460 | Ravens 34 – 31 49’ers |
2012 | $93.899.840 | + $5.064.470 | Giants 21 – 17 Patriots |
2011 | $87.491.098 | + $724.176 | Packers 31 – 25 Steelers |
2010 | $82.726.367 | + $6.857.101 | Saints 31 – 17 Colts |
2009 | $81.514.748 | + $6.678.044 | Steeelers 27 – 23 Cardinals |
2008 | $92.055.833 | – $2.573.103 | Giants 17 – 14 Patriots |
2007 | $93.067.358 | + $12.930.175 | Colts 29 – 17 Bears |
Artikelfoto: Richard Paul Kane / Shutterstock.com